Jeg hedder 
Louise Bjerkstad

Odenseaner, mor, gift og stifter af KUNSTNÆR. Jeg har malet siden mine teenageår, hvor fællesskab, streetart og nysgerrighed var min drivkraft. Siden har jeg arbejdet med mennesker inden for psykologi og pædagogik – og altid haft en passion for at skabe. Både med pensel, linoleumstryk, tekstiler og skøre byggeprojekter med venner og familie.

KUNSTNÆR er mit univers af farver, værker og plakater – men også et frirum. Et sted, hvor vi udfordrer præstationskulturen og beige-bølgen med kreativt kaos, glimmer på gulvet og plads til nærvær.

Her handler det ikke om at gøre det perfekt, men om at slippe kontrollen, lege med farverne og være sammen om at skabe noget, der kan mærkes. For mig er det også vigtigt at støtte det lokale og gøre mit for, at Odense forbliver levende, legende og fyldt med fællesskab.

Jeg glæder mig til at møde dig – og dele glæden ved kreativitet, farver og samvær.

Min historie

"du kommer da ikke her fra, gør du?"
Jeg får tit spørgsmålet: “Hvor kommer du egentlig fra?” Dialekten hænger ved, men jeg er 33, og Odense har været mit hjem i 25 år (og min sjællandske familie synes jeg taler frygtelig fynsk).

Jeg elsker Odense – verdens dejligste og største provinsby. Fællesskabet, nærheden og det lidt charmerende “alle kender alle”.

Drømmen om Kunstnær begyndte allerede, da jeg fik mit første barn for 13 år siden. Jeg længtes efter et sted med plads til alle. Hvor man må være som man er, grine når man har lyst, komme med barnevogn og prøve noget nyt uden at føle sig forkert.

Da jeg var ung, fandt jeg et fællesskab i kunst og teater, hvor engagerede voksne gav os trygge rammer til at udforske og udvikle os. Det blev et fundament for mig. Jeg tror på, at vi vokser af nærvær, ægte spejlinger og tillid.

Sideløbende med mit socialfaglige arbejde har jeg altid skabt: malet, bygget scener, dekoreret og udforsket kreative hjørner. For to år siden så jeg nogle lokaler her i byen — og drømmen vågnede igen.

Min mand og jeg kiggede hinanden i øjnene, jeg tog snakken med mine chefer, og pludselig var det virkeligt: Kunstnær skulle åbne. Og jeg var så heldig at have chefer, der støttede mig og lod mig beholde mit job, mens jeg prøvede drømmen af.

Kunstnær startede i Vindegade, tæt ved Odense Teater. I over et år jonglerede jeg mit fantastiske fuldtidsarbejde, morlivet, scenografibyggeri, kunstnær weekendarbejde og udviklingen af konceptet.

I foråret tog jeg springet: sagde mit arbejde op, flyttede til Brandts Passage og gik fuldtid med Kunstnær — mit eget galleri, plakatshop, café og kreative værksted i ét.

Og hver eneste gang en gæst træder ind og kan mærke intentionen bag stedet, vokser mit hjerte. Det gør hver eneste time værd.

Kom og prøv mine hobbyer

De kreative aktiviteter hos Kunstnær er alle aktiviter jeg selv bruger tid på, og der er derfor udstillet massere af eksempler på akrylmalerier, linoleumstryk og papirsblomster.

Mine kunstplakater

Vælg en foreslået værdi, eller indtast dit eget beløb nedenfor.
Indlæser...

Er du flere end det antal der står, så kontakt mig gerne.